Her er du: Velkommen til ForMig.dk \ Om Trafikspillet

Om Trafikspillet

Trafikspillet – din skoles mulighed for at skræddersy trafikindsatsen til de lokale omgivelser og klassetrin.

Kom sikkert gennem trafikken – i din by
Ideen bag Trafikspillet er at lære børn, hvordan de skal begå sig sikkert i den trafik de kender. Ved at vise trafiksituationer fra lokalmiljøet tror vi på, at eleverne bedre kan forholde sig til trafikreglerne og lære at færdes sikkert. De kan genkende omgivelserne, bedre forestille sig situationen og genkalde, hvordan man skal opføre sig, når de står i dem.

Skabe fortrolighed med regler i trafikken
Baggrunden for spillet er at lære børn trafik og trafikregler på en sjov og nærværende måde. At begå sig sikkert i trafikken er væsentligt for alle at lære, og især børn bliver mødt med krav og regler fra skole, politi og forældre om, hvordan de skal opføre sig. Med Trafikspillet har vi – i samarbejde med skole og politi – skabt et læringsredskab, hvor børn kan udforske og blive klogere på, hvordan de skal opføre sig i trafikken, og hvor de jævnligt kan vende tilbage og teste deres viden.

Mulighed for samarbejde mellem skole og hjem
Trafikspillet er bygget til at udnytte de muligheder, som internettet byder. Eleverne er i høj grad fortrolige med dette medie, og samtidig skaber det adgang til spillet fra mange computere. Derfor er det også muligt på en enkel og naturlig måde at involvere forældrene i arbejdet med trafiksikkerhed og få børnene til at snakke om trafik i hjemmene. Samtidigt kan børnene også bruge spillet med klassekammeraterne hjemmefra – eller med søskende.

Tilrettelæg selv sværhedsgrad
Det er skolerne selv som afgør, hvilke spørgsmål og trafiksituationer, som børnene skal lære om. Dermed kan skolerne også selv tilrettelægge sværhedsgraden i spillene og takket være et enkelt administrationssystem løbende justere og ændre, hvis det er nødvendigt.